Hvis man gik rundt med den opfattelse, at heksejagt er noget, der hører fortiden til, kunne man i nærværende avis d. 14-8 blive grundigt belært om det modsatte. Politiken havde nemlig interviewet en af sine faste yndlingskommentatorer, den feministiske holdningsautomat Hanne-Vibeke Holst (HVH). Som altid var HVH klar med en holdning, der kunne bekræfte de i forvejen frelste i, at kvinder er undtrykte ofre for et ikke nærmere bestemt "patriarkat", og at de to partiformænd Lene Espersen (K) og Helle Thorning-Schmidt (S) følgelig må betegnes som en art forfulgte uskyldigheder. Den negative opmærksomhed, der henover sommeren er tilfaldet de to damer, skyldes nemlig, ifølge HVH, ikke primært, at de har haft bemærkelsesværdigt meget rod i rejseplanerne og skatteregnskaberne, samt at medierne har skullet finde på noget i en meget mager agurketid; nej, den skyldes, at de begge er kvinder. Et mere anakronistisk brøl fra 70'er-feminismens støvede dragkiste skal man vist lede længe efter, men denne avis fandt alligevel Holsts gammelkendte holdninger værdige til en prominent forsidehenvisning - igen.

Og hvorfor skulle yngre kvinder da egentlig beklage sig over al den medieopmærksomhed, vores mødrende generation i form af HVH og holdningsfæller tildeles i pressen? Hver gang, der er et problem, der måske, måske ikke har noget med køn at gøre (og det er der tilsyneladende meget ofte i Danmark i år 2010), ophøjes de gammelfeministiske klagesange om kvinders undertrykte position til hæder og ære i de mest respektable medier. HVH og hendes meningsfæller - f.eks. forfatteren Gretelise Holm, som direkte abbonnerer på synspunktet, at kvinder er bedre mennesker end mænd (i bogen "Hvorfor er feminister så snerpede?", 2008) - har godt nok aldrig sagt, hvad de konkret har tænkt sig at gøre for at forsvare ambitiøse kvinder mod patriarkatets overmagt. De sætter sig tilgengæld gerne i en bekvem stol i et tv-studie og fortæller os, at den er en grum realitet. Desværre har deres for det naive øje retfærdige kamp ikke den (må vi formode) tilsigtede gode effekt på kvinder og på samfundet.

Dette skyldes blandt andet, at ophøjelsen af 70'er-feminismens forældede paroler til mediebårne sandheder, og dermed budskabet om kvinders undertrykte position i forhold til mænd har en bagside. Det, der i virkeligheden fortælles er, at kvinder ikke selv kan gøre for det, at vi stadig er "det svage køn". Når alfahunnerne Lene Espersen (LE) og Helle Thorning-Schmidt (HTS) ynkes af HVH i Politiken, er der tale om en videreførelse af et kvindesyn, der burde være endt på historiens mødding ligesom kyskhedsbæltet og ægtemandens revselsesret over sin hustru. LE og HTS er pludselig ikke længere, i den feministiske optik, ressourcestærke, magtfulde kvinder, der sidder på langt højere positioner i samfundet end 99 % af alle mænd. De bliver til patriakatets uretfærdigt nedtrampede "hekse", på hvis vegne HVH anser det som sin pligt at komme med forurettede udtalelser - som om, LE og HTS ikke kunne vurdere deres egen situation og forsvare sig selv.

Som yngre kvinder, der jævnt hen føler os ganske stærke, frie og har svært ved at ane patriarkatets slagskygge andre steder end i feministernes fantasier, er vi alvorligt trætte af denne positionering af kvinden som det evige offer. Hvilken effekt har det mon på unge piger, som er fyldt med ambitioner, selvtillid og livslyst, gang på gang at konfronteres med påstandene om hvor svært det er at være kvinde i Danmark i år 2010? Det er svært at forestille sig, at det øger de unge pigers optimisme på egne og kvindekønnets vegne. På den måde bliver nutidens feminister en art agenter for et nyt "patriarkat", der svækker og stækker kvinder, ved at nægte at kvinden skulle have akkurat samme ansvar for sit liv og sine valg som manden, og ved at stille krav om, at politikerne og "samfundet" må skride til handling for at hjælpe kvinder frem i verden.

Ud over, at feminismens position som mediernes kæledægge-ideologi spreder en art paranoia blandt kvinder - med den følgevirkning, at kønsforholdet i den sidste ende er blevet gensidigt mistroisk - er der et andet problem: Feminismens køns- og samfundsanalyse er simpelthen ukorrekt i forhold til vores tidsalder. I et land, hvor langt hovedparten af Folketingets partiledere er kvinder, hvor hovedparten af de studerende på de lange, videregående uddannelser er kvinder, inklusive på de gamle "statusfag" som jura og medicin, hvor kvinderne som oftest beholder børnene efter skilsmisse, hvor omkring 70 % af alle skilsmisser sker på kvindens initiativ, hvor man, trods flere ihærdige forsøg, ikke har kunnet finde dokumentation for, at lønsforskellene mellem mænd og kvinder skyldes diskrimination af kvinder, hvor statskassens ressourcer som hovedregel tilfalder kvinder og betales af mænd (som dokumenteret af Velfærdskommissionens rapport i 2005), og hvor samfundets bund hovedsageligt udgøres af mænd, er det en skamplet på kvindekønnet, hvis vi falder for feministernes propaganda om kvinden som det udbyttede køn.

Det gør mange kvinder måske - og forhåbentlig - dybest set heller ikke. Men feminismen har stor indflydelse på politik, uddannelsesverden og medierne, til trods for at kun en mindre del af befolkningen må antages at være egentlige ideologiske feminister.

Den nutidige mainstreamfeminisme kunne umuligt fremstå legitim uden inspiration fra Simone de Beauvoirs famøse tese "Man fødes ikke som kvinde, man bliver det." Denne tese har vokset sig til idéen om, at forskellene mellem kønnene er ideologiske konstruktioner, der skal udrenses for at skabe det rene, kønsneutrale samfund. En slags politisk korrekt mentalhygiejne, der skal implementeres på alle, inklusive børn, gennem institutioner og på uddannelser, men helst også i den enkelte families privatsfære. Vi ser dette i kravet om kvoter for kvinder til bestyrelsesposter, som især kommer fra venstrefløjen, men vi ser det også, når vores ligestillingsminister Lykke Friis (V) anser lige kønsfordeling indenfor diverse brancher, f.eks. byggebranchen, som et ideal, om end hun ikke ønsker at opnå dette igennem kvoter. Vi ser det i kravet om øremærket barsel til mænd, og vi ser det, når det myndighederne sender såkaldt videnskabelige foldere rundt til børnehaver, hvori pædagogerne kan læse, at de skal passe på med at tro, at drenge og piger er forskellige (som dokumenteret af Leny Malacinski i "Den dag jeg opdagede, jeg var undertrykt", 2009). Den tankegang, hvor manden er undertrykker og kvinden offer, som blandt andre HVH er bannerfører for, er ikke kun en integreret del af selve det feministiske verdensbillede, men synes også at være en måde at skabe en tilsyneladende sympatisk ramme om debatten på, så det bliver lettere for feministerne at fremstå som de undertryktes forsvarere - en taktik, der gør feminismens fortalere til guf for de altid indignations-hungrende danske medier.

Den statsautoriserede feminisme er farlig, fordi den iklæder sig en videnskabelighed, med blandt andet Danmarks Pædagogiske Universitet i ryggen, der desværre har held til at overbevise naive sjæle indenfor medierne og de offentlige systemer om, at uligheder, f.eks. indenfor løn og repræsentation i lederstillinger, som er resultater af individers egne, frie valg, er et onde, fællesskabet må bekæmpe. Set ud fra vores synspunkt ser det dog snarere ud til, at det er den statsautoriserede feminisme, med dens regulerings- og indoktrinerings-trang, der et onde, der skal bekæmpes.

Af Eva Toftegaard Selsing, stud.mag. i filosofi og Camilla Paaske Hjort, stud.mag. i tværkulturelle studier