Efter jeg har været indvandrer i Danmark i godt og vel 25 år, hvoraf de 20 år har været som dansk statsborger, kan jeg vel nok komme med en kvalificeret udtalelse om racisme.

Den bedste sætning jeg har lært om racisme i Danmark er ” at man kan sagtens se racisme over det hele i Danmark - og man kan også lade være ”. Dvs. det er et spørgsmål om fokus og om, hvordan man håndterer og tolker forskellige situationer. Det er ens eget valg.

I de fleste tilfælde er det op til personen selv at falde ind i offerrollen – men, det kan man også lade være med.

Med tiden har jeg lært at droppe og ignorere racisme, først og fremmest fordi risikoen for at det dræner mig for energi, styrke og selvtillid, er alt for stor. Og jeg ønsker ikke at være et offer.
Jeg har nu ikke oplevet forfærdeligt meget diskrimination her i landet. Tværtimod har jeg oplevet mange succeshistorier og løbende fået anerkendelse.

Jeg mener, at en del af racismen ofte er en fortolkning og kan sagtens virke forskelligt hos os alle. Det afhænger af, hvad holdning vi har. Ofte er det svært at bevise, hvad der er racisme og hvad der bare er dårlig opførsel. Jeg mener, gammeldanskere har jo også ind i mellem dårlige oplevelser og det har indvandrere også, uden det nødvendigvis er pga. racisme.

Jeg er af den overbevisning, at hvis man taler dansk, lærer og har tjek på de danske traditioner (hvis man kan det), vil det i høj grad forebygge racisme. Det er ikke en opfordring fra min side til indvandrerne om at efterligne de danske vaner, men blot acceptere og betragte dem som positive. Det kan ikke nytte noget, at man i indvandrerkredse irettesætter indvandrerbørn, hvis de efterligner danskerne. Der er omvendt racisme.

Det er ikke kun vigtigt at tale dansk, men også at være nyttig for sine omgivelser ved at være selvforsørgende samt en god samfundsborger. Det er samtidigt godt for selvtilliden og man er dermed mindre tilbøjelig til at falde i en offerrolle og blive udsat for racisme. Hvis man hænger på de forkerte steder og har de forkerte vaner samt fået tildelt klippekort hos vagthavende politi, så får man automatisk et dårligt billede og ens image bliver plettet hos befolkningen og hermed begynder folk at tale ned til en. Er det så racisme – eller skyldes det ens ugerninger?

Selvom man som indvandrer gør sit bedste, har man alligevel ikke indflydelse på, hvordan omverdenen opfører sig.

Jeg husker for ca. 20 år siden eller mere, at jeg opdagede, at jeg blev diskrimineret. Det var et af mine livs chok og det var en åbenlys diskrimination.

Jeg deltog i et af de obligatoriske kurser, som Sundhedsstyrelsen uddeler til læger, mens de er i gang med at uddanne sig til speciallæger.

Sundhedsstyrelsen havde et bestemt kursussted, der blev brugt som internat til det pågældende kursus. Det var en kro syd for Næstved, så vidt jeg husker. Da jeg kom til kursusstedet fik jeg tildelt et værelse på kroen i lighed med øvrige 20 kursister. Ved aftensmaden hører jeg de forskellige kursister fortælle om, hvor flotte og luksuriøse deres værelser er, med stor Queenseng osv. I starten tænker jeg ikke så meget over det, men da det åbenbart gør så stort indtryk på mine medkursisterne, begynder jeg at stille spørgsmålstegn ved, om det kun er mig, som har fået et yderst beskedent værelse med en lille briks, som absolut ikke noget at prale af.

Svaret var nej. Efter en kort research viser det sig, at en anden læge, også med et fremmed navn (Ahmed et eller andet) også har vundet et lille værelse med briks modellen. Jeg husker, at jeg blev ufatteligt vred og følte samtidigt en stor afmagt. Jeg gik omgående ned til receptionen og forlangte en forklaring og krævede med det samme et andet værelse af samme standard, som de andre kolleger. Ellers ville jeg ikke blive der et sekund længere.

Der var sket det, at kroejeren havde tildelt alle kursister med danske navne de gode luksusværelser, og de 2 læger med fremmede navne (Medhat og Ahmed) havde fået de dårlige værelser med briksene.

Der kom alle mulige søforklaringer fra den unge dame i receptionen, men jeg var så vred, at jeg ikke kunne høre, hvad hun sagde og jeg ville heller ikke høre det. Hele min verden var krakeleret. Der gik 15 minutter, så kom hun til mig med et nyt luksusværelse og undskyldte, hvad der var sket. Og jeg var mundlam, kunne ikke sige, høre eller fatte noget i lang tid. Resten af kurset blev intet værd. Det eneste, der optog mig, var den grimme racistiske oplevelse, som jeg aldrig vil glemme og ikke ønsker, nogen bliver udsat for. Men hvad med Ahmed? Det ramte jo også ham.

Da jeg gjorde ham opmærksom på det, sagde han, at det gjorde ham da ikke noget. Han var godt tilfreds. Her blev jeg endnu mere vred og fortvivlet over hans ydmyghed og afmagt. Og jeg snakkede ikke med ham under resten af kurset.

Det pudsige er, at jeg jo ikke var i tvivl om, at vi var udsat for racisme, men jeg tror slet ikke, at han tolkede det på samme måde – eller også accepterede han at være offer.

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg aldrig igen ville sætte mine ben på den kro eller spilde fem minutter af min tid på at melde stedet til politiet.

Med venlig hilsen

Medhat Khattab, speciallæge
Svendborg