Tilhængerne af et sexkøbsforbud vrider sig i disse dage. De prostitueredes modspil til Fru Bjerregaards postkort felttog, har bragt dem i knæ. Nu fremstår det med al tydelighed for alverden, at der også findes stærke, selvstændige og intelligente kvinder, der sælger sex. Og de svarer sgu igen, når de bliver trådt på!

De nægter at indtage rolle som umælende ofre og lade sig hjælpe op af dyndet af velmenende moralister, der ellers har gjort sig umage med at definere og tage patent på det sunde liv – herunder den rigtige seksualitet.
Med noget så simpelt som tilbud om gratis sex til gengæld for et kommunalt betalt postkort, vælter de hele korthuset, og alle argumenterne for et købesexforbud afsløres som hule og uden substans.

Det er trist at iagttage, når det urgamle had til skøgen kommer op til overfalden – endnu mere trist er det, når hadet viser sit grimmeste ansigt fra de kvinder, der påberåber sig at ville gavne kvindesag og ligestilling. Netop de burde genkende ægte kvindestyrke og vise den anerkendelse, når den formår at trodse de helt ulige vilkår.

I stedet møder de den med mistænkeliggørelse og benægtelse. Sexarbejderne brancheorganisation hånes for medlemsantallet på trods af at det for første gang i historien er lykkedes at samle så mange sexarbejdere i en og samme organisation. Der er mange årsager til at det er en yderst vanskelig – næsten umulig - opgave, at organisere stigmatiserede grupper og alligevel er det lykkes SIO at samle 85 medlemmer i løbet af 1½ år – vel at mærke uden en eneste krone på lommen. Men ingen interesserer sig for hvorfor SIO arbejder under så vanskelige kår. Det er lang lettere at håne og nedgøre. SIO har ingen private sponsorer eller offentlige tilskud i ryggen – udelukkende frivillig arbejdskraft og en formand, der har styrken til at trodse stigmatiseringen.

At politikere, forskere og andre prostitutionsinteresserede nu for første gang har mulighed for, at hente oplysninger fra hundens egen mund, bliver mødt med protester, der er så formynderiske og nedladende, at man har svært ved at tro, at vi her taler om voksne kvinder og ikke dyr eller småbørn. Selv mentalt syge og større børn spørger man til råds om vilkår, der berører dem, men åbenbart ikke kvinder, der vælger at arbejde med sex.

Derimod bliver KFUK-Reden trukket frem som sandhedsvidne i en hver sammenhæng og man vælger belejligst at se bort fra at Reden udelukkende beskæftiger sig med ca. 10 % af det samlede antal prostituerede, nemlig gadepiger og narkomaner og at de har økonomisk og religiøst funderet interesse i at fremstille miljøet så negativt som muligt.

Det er da også lykkes at bilde en del af befolkningen, incl. politikere ind, at størstedelen af alle sexarbejdere arbejder ufrivilligt eller er tvunget af omstændigheder, hvilket har været stærkt medvirkende til at det er blevet vedtaget at definere prostitution som et socialt problem.

I virkeligheden er det langt, langt de færreste sexarbejdere som har været i kontakt med det sociale system – i hvert fald ikke i deres egenskab af sexarbejdere. Hvorfor skulle de dog det? De kvinder, der trives og er tilfredse med det bijob, som det er for de fleste, har ingen grund til at klage deres nød, hverken til socialrådgivere eller Reden.

De mennesker, som hidtil har haft monopol på retten til at blive hørt, ser nu deres position truet af de mennesker, som hele polemikken, drejer sig om og de forsvarer sig med næb, klør og ufine metoder.

Et af de mest tragikomiske angreb, der indtil videre er bragt til torvs, er beskyldningen om manglende søstersolidaritet. Godt krydret med ord som pengegriskhed og egoisme.

Egoisme og pengegriskhed. Tjae – det kan man vel beskylde enhver gryende fagforening for. Det mistrøstige i denne sammenhæng er at beskyldningerne primært kommer fra venstrefløjen og den etablerede fagbevægelse, som burde kunne genkende en arbejderkamp, når der endelig er en i støbeskeen. Man kunne med rette forvente at de ville være de første til at bakke op og vise solidaritet, når der er brug for den. Men nej, de lever tilsyneladende højt på, at fastfryse og fremstille et ensidigt negativt syn på prostitution.

Lad os så lige vende den med søstersolidariteten og mangel på samme. Den skulle angiveligt bestå i, at SIO ikke stiller sig solidariske med handlede kvinder og straks dropper deres krav om rettigheder og bedre arbejdsforhold. At de ikke afgiver retten til selv at bestemme over deres egen krop og livsstil. At de stiltiende samtykker i at deres kunder gøres til kriminelle og de selv tvinges i armene på alfonser og bagmænd, hvis de trods alt vil bevare en del af deres arbejde.

Forbudstilhængerne mener åbenbart, at yderligere kriminalisering vil forhindre ugerninger, som i forvejen er dybt kriminelle. Ak, hvilken verdensfjern logik.

Handlede og tvungne kvinder er ikke prostituerede. De er slaver og ofre for en forbrydelse, der kan og skal straffes hårdt. At reducere deres problemer til ren og skær prostitution er krænkelse af disse kvinder. At stille sexarbejdere til ansvar for disse kvinders lidelser er en krænkelse af alle rettænkende mennesker.

Kronikken blev skrevet 12.12.2009 i forbindelse med kampagnen i mod sexkøb under klimatopmødet og de efterfølgende reaktioner.