For nylig fik jeg fat i en gratisavis på en togstation. På forsiden var der to overskrifter. Den ene handlede om, at stadig flere danskere uddanner sig til clairvoyante, den anden handlede om, at stadig flere danske mænd går til psykolog efter en skilsmisse. "Her går det godt," tænkte jeg uvilkårligt (ironien havde fundet vej til den indre monolog).

De jeg fik åbnet avisen, kunne jeg konstatere, at nyheden om, at stadig flere mænd går til psykolog, ikke blev opfattet som noget uheldigt. Tværtimod!

En mandeforsker, ved navn Kenneth Reinicke, så det som en positiv udvikling. For det viste jo, som han sagde, at "mænd begynder at ligne kvinder mere og mere."

Ja, det viser i hvert fald at mænd i handling og adfærd begynder at ligne kvinder mere og mere. Men at det skulle være noget positivt, er jeg helt uenig med den kære mandeforsker i. Det er der en del gode grunde til, at jeg er.

Den vigtigste er, at det er modsætninger, der tiltrækker - ikke enshed. Det ved alle mennesker intuitivt, selvom nogle mennesker med meget lange uddannelser og et arbejde, der ligger fjernt fra virkelighedens dagligdag (som for eksempel mandeforskere på universiteter), med tiden kan tilsidesætte denne intuition til fordel for en ideologi, der hedder socialkonstruktivisme.

Denne forståelse for, at modsætninger tiltrækker (uanset om forskere tror på det), manifesterer sig i dag i en ret ekstrem kropskultur. For når nu kønnene ikke længere adskiller sig ved profession, adfærd eller handlinger, har de kun kroppen tilbage at signalere køn med. Signaleret om at, "jeg er mand!" eller "jeg er kvinde!" bliver da så meget desto mere koncentreret alene på det kropslige.

I gamle dage havde vi mere diversitet og variation i vores udtryk og vi havde flere måder at udtrykke køn på. Alt det er gået fløjten i lighedens og enshedens hellige tegn.

Ser man det udefra, kommer man let til den indsigt, at de unge forsøger at kompensere for de andre områder, hvorpå de ikke længere kan skille sig ud som køn, ved at lægge al energien ind i kroppens udtryk. Så når feminister og andre, der insisterer på, at kønnene i arbejde, adfærd og handling skal være så ens som muligt, kommer og giver reklame- og modeindustrien skylden for anorektiske kvinder og sterioidepumpede mænd, er det ret hyklerisk.

Reklame- og modeindustrien trækker bare på nogle behov, der allerede er blevet skabt. I tilfældet her behovet for at udtrykke sig som køn. Disse behov er i dag så voldsomt fokuseret på det æstetiske, fordi der ikke er andre måder at udtrykke det på. At køn nu kun kan udtrykkes æstetisk, gør det nemt for reklame- og modeindustrien, men grundlæggende skabte de ikke behovet (det gjorde evolutionen), og ej heller var det dem, der gjorde, at hele dette behov kanaliseredes ind i det kropslige (det skyldes enshedskulturen).

Min oprigtige overbevisning er derfor for eksempel, at vi ville have haft færre anorektikere, hvis det ikke havde været for lig- og enshedsideologiens store succes her i vesten.

Den rent æstetiske og kropslige forskel, der nu som et sidste levn kæmper mod ensretningen, er selvfølgelig i sin natur overfaldisk. Unge tiltrækkes derfor hurtigt, men da forskellene ikke stikker dybere end til huden, taber mænd og kvinder hurtigt interessen for hinanden igen, og derfor ser vi så mange skilsmisser og enlige mødre, svingdørsfædre og børn med adfærdsvanskeligheder. Ensheds- og lighedskulturen fører altså til samfundsmæssig opløsning, fordi den fjerner den komponent, der binder kønnene sammen for længere perioder. Dermed opbrydes familierne, og de gode opvækstsvilkår for børn forsvinder.

Disse børn, uden far og mor i stabil relation, vil have endnu sværere ved at finde indholdsrige måder at udtrykke køn på, fordi de ikke får det lært i en velfungerende familie, men må tage til takke med den karikerede og overfladiske manifestion af køn, der florerer i den omgivende ensheds - og lighedskultur.

Et andet og væsentligt problem ved, at mænd skal ligne kvinder mere i arbejde, adfærd og uddannelsesvalg illustrerede samme avisforside med overskriften om, at flere og flere danskere uddanner sig til clairvoyante (ja, der var en idé med at tage den med). For da jeg kom til den artikel, viste det sig nemlig, at det primært var kvinder, der uddannede sig til clairvoyante.

Når mænd ikke står imod og står inde for maskuline dyder som videnskab og oplysning, men bare glider ukritisk med kvinderne for at assimilere sig i den kvindelige tilgang til verden, vil vi uvægerligt glide derhen, hvor clairvoyance bliver et ideal, man stiler efter i uddannelse - og videnskaben ryger ud af bagdøren.

Healing, magiske sten, narcissistisk kreativitet og gudindetilbedelse kan alt sammen være meget godt, men man kan ikke bygge en civilisation på det. Hvis mænd også på dette punkt opgiver at være mænd og bliver mere som kvinder, er vi allerede, efter min opfattelse, ude i en gevaldig deroute.

Mon Kenneth Reinicke igen vil sige, at det er godt, mænd begynder at ligne kvinder endnu mere, hvis vi om få år kan læse overskriften, "Også flere mænd bliver nu clairvoyante"?