Klaus Rothstein dømmer på fordomme.

I påskeudgaven af WA på side 4 skriver Rothstein om dommen i en sag om påstået voldtægt. Overskriften er ’Dømt på fordom’, og det må forstås som en kritik af, at det kan forekomme. Det er paradoksalt, for Rothstein fordømmer flittigt den unge kvinde gennem hele sit indlæg.

Rothsteins kommentar beskriver, hvorledes Vestre Landsret har måttet omstøde en dom, så en gruppe unge drenge med anden etnisk baggrund nu er frikendt i stedet for skyldig i voldtægt af en pige på et banegårdstoilet. I stedet fremgår det, at kvinden har løjet om voldtægten pga. moralske kvababbelser over at have byttet et toiletknald for en busbillet, hvilket er sandheden om, hvad der foregik på toilettet.

Rothstein kalder det ”en social tragedie” at ”en ung pige fra en god familie prostituerer sig selv på et banegårdstoilet”. Han føler denne udlægning op med at beskrive det som en ”foruroligende social krise, som pigerne skal hjælpes ud af” at det er velkendt blandt socialrådgivere, at nogle unge kvinder bytter ”et blowjob for en Big Mac”. Endvidere udtrykker Rothstein interesse for at finde ud af ”hvem der lokker dem til det og fastholder dem i det”. Og sidst men ikke mindst påpeger Rothstein, at ”drengene bør naturligvis undskylde for overhovedet at have taget initiativ til en sexhandel med tyve kroner til en busbillet som indsats!”. På én og samme tid lagde Rothstein ellers ud med at konstatere at pigen ad frivillighedens vej traf et valg om at dyrke sex, idet han skriver om pigen at hun ”gik frivilligt med til samlejet”.

Ironisere Rothstein? – eller mener han faktisk, at den unge kvinde er et offer for nogle drenges initiativ? - og at hun nødvendigvis er blevet lokket og fastholdt, når hun opfører sig mod Rothsteins forventninger til en ung pige? Kommentatoren fratager den unge kvinde en identitet, som et menneske, der kan handle og tænke selv. Han gør hende til offer ved at tale om, at kvinden er i krise og må hjælpes. Han gør hende til offerlam, idet har forudsætter, at hun er holdt fast i en form for prostitution, fordi hun har leget bytte-bytte-købmand på en måde og under nogle forhold, Rothstein ikke kan begribe. Og det mest triste er, at Rothstein i modsætning hertil tillægger ’indvandredrengene’ en kritisk, reflekterende bevidsthed – en modenhed den jævnaldrene pige åbenbart ikke kan besidde?! - trods deres valg om at dyrke sex på et banegårdstoilet. Han dømmer ikke deres psyke eller evne til at tage ansvar efter toiletknaldet, men tilkender dem en bevidsthed, der skal gøre, at de kan tage ansvar på pigens valg og handling og undskylde, for at lede den unge kvinde i fordærv.

Dette syn på den faldne kvinde, der ledes i fordærv af slangen i paradis og gøres til offerlam – ofte den mandlige, dæmoniserede seksualitet – finder vi mange steder i vores samtid. Men ideen om, at mænd skal tage vare på kvinderne og deres valg, og at kvinderne er underlagt nogle særlige strømninger og tendenser, de ikke formår at reflektere kritisk over på linie med mænd, implicerer et yderst nedværdigende kvindesyn. Og at mene, at kvinden ikke kan tage vare på sin egen seksualitet og sit liv på linie med mændene snerper i retningen af mandschauvinisme. Og Rothstein repræsenterer i sin kommentar dette syn til kryds og slange.

Som kvinde håber jeg, Rothstein fremover vil afholde sig fra at dømme unge kvinder på egne fordomme, i samme stund som han kritisere samfundet for at gøre ditto ved ”indvandredrenge” – andet virker hyklerisk og selvmodsigende.