De gamle medier er arrogante

Emne: 

De sidste par år har jeg et utal af gange forsøgt at få kronikker offentliggjort i de danske dagblade. Uden held.

Svaret er altid det samme. De vil ikke trykke min kronik, fordi de får langt flere indsendt, end de har plads til i avisen.

Dette giver selvfølgelig anledning til nogle spørgsmål. Hvordan sorterer aviserne i de indsendte kronikker. Hvordan finder den frem til de heldige. Hvilke kriterier ligger bag udvælgelsen?

Det er rimelige spørgsmål, og aviserne er selvfølgelig på den anden side i deres fulde ret til egenrådigt at beslutte, hvem der skal i trykken - og hvem der ikke skal.

Men! Når man har brugt lang tid på at skrive en kronik, og når man tænker på, at honoraret for disse for længst er forsvundet på de fleste aviser, er det mindste man kan forvente vel en rimelig behandling fra avisernes debatredaktioners side.

Det synes jeg desværre ikke altid, man får. På en del aviser får man at vide (i et automatiseret svar), at man selv skal holde øje med avisen de næste par uger, for at se om ens indsendte kronik kommer i.

I det allermindste kunne man fortælle kronikskribenter om deres kronik vil komme i eller ej. Der ligger en del arbejde i at skrive en kronik og aviserne skal nok passe på, de ikke bliver for arrogante i deres behandling af dem der forsyner dem med debatstof.

Specielt nu hvor det er nemt at banke et bedre alternativ op. Det har jeg valgt at gøre sammen med nogle andre. Resultatet er Folkestemmer.dk. Her kan alle debatskribenter der er blevet afvist af de gamle aviser give deres mening til kende.

Folkestemmer.dk tager gerne afviste kronikker og læserbreve og vil dermed sikre at det ikke kun er direktører og politikere, der får mulighed for at udbrede deres meninger gennem kronikker og lignende.

Indlæg: